Når nogen stjæler dit logo og design

Nej, vi er ikke gået ind i brugtvognsbranchen.
Dette kunne man godt foranlediges til at tro, når man sammenligner vores logo med et fra et bilfirma i England, som har taget vores logo – næsten én til én.

Vores og deres logo

Vores eget logo er bygget op omkring navnet 4PLUS4. To røde 4-taller, et sort “plus” og en undertitel i sort.
Du kan læse mere om vores navn her.

Deres logo? Præcis det samme – blot med navnet FourPlus4. Farver og opbygning er identiske.
Ja, selv deres favicon (det lille ikon, der vises i din browser ved siden af linket) er sjovt nok også som vores.

Nu er vi ikke vrede, selvom det er fuldstændig no-go at kopiere så uhæmmet. Vi synes faktisk, det er lidt komisk, og så er det jo vildt, at vores logo har sit eget liv i England. Faktisk har vi også en dansk variant, som måske ikke er så åbenlys stjålet, men ligheden er i hvert tilfælde slående!

Hvorfor kopiering er en dårlig idé

I design – og især logodesign – handler det om at skabe identitet. Et logo skal skille sig ud, være genkendeligt og have sin helt egen historie.
Når man kopierer andres logo, mister man både originalitet og troværdighed. For kunderne vil uundgåeligt spørge: “Hvor har jeg set det før?” – og så forsvinder effekten.

Der er heller ingen garanti for, at et logo, der fungerer i én branche, fungerer i en anden. At overføre et grafisk udtryk direkte er lidt som at tage nogen andres visitkort og skrive sit eget navn på. Det ser sjældent professionelt ud.

At blive kopieret kan man kalde smiger, man kan kalde det kreativ dovenskab – men ét er sikkert: det er et eksempel på, hvorfor kopiering aldrig er god designstrategi.

Inspiration kontra imitation

At hente inspiration er helt naturligt i kreativt arbejde. Alle designere ser trends, farver og typografi, der giver idéer.
Men der er en vigtig forskel på at blive inspireret – og at efterligne. Inspiration betyder, at man oversætter et indtryk til noget nyt. Imitation betyder, at man låner uden at tilføje værdi.

Derfor er det altid vigtigt at holde afstand til det, man inspireres af. En god tommelfingerregel er: Hvis man lægger dit design ved siden af originalen og ikke kan se tydelig forskel, så er man gået for tæt på.

Et logo skal være dit

Et stærkt logo skal repræsentere din virksomhed eller organisation – ikke andres. Det skal fungere som dit visuelle fingeraftryk.
Og ligesom med fingeraftryk giver det ikke mening at låne det fra en anden.

Så det bedste råd til alle, der har brug for et logo: Invester i et originalt logo og et gennemtænkt design. Det er den sikreste vej til at skabe genkendelighed, troværdighed og langvarig værdi.

Her kan du læse et andet blogindlæg om vores Hitchcock-plakat, som blev fysisk stjålet.

Se lignende blogindlæg