Nænsom opdatering
Magasinet Skalk blev første gang udgivet i 1957, og har siden været indbegrebet af historisk formidling i Danmark.
Derfor var det også med ærefrygt, vi overtog opgaven. Vi skulle røre ved arvesølvet! For nok er bladet gennem årtierne blevet lettere grafisk opdateret og tilpasset uden at miste sit særkende, men nu var det vores tur til at lave nænsomme, tidssvarende og grafiske opdateringer.
Den nye grafik
Bladets format er bibeholdt, lige som brødtekstens skrifttype er. For at opdatere det visuelle, valgte vi at anvende samme, nye skrifttype til alle overskriftniveauer, bokse og billedtekster. Samtidig udviklede vi en farvepalette, som kunne bruges til logo, overskrifter og bokse. På forsiden introducerede vi to udvalgte overskrifter fra bladets artikler.
For at lette orienteringen af de geografiske placeringer, en artikel henviser til, tilføjede vi et lille udsnit af danmarkskortet i artiklens begyndelse, hvor der, ud over selve placeringen, også altid vises en af de større danske byer, som dermed giver en yderligere viden om placeringen.
Da artiklerne samtidig kan være teksttunge, forsøgte vi at give magasinet et lettere udtryk ved at placere fotos, så der altid var ‘luft’ omkring.
Kunde:
Fonden Skalk